Foto: Spencer Ostrander
Litteratur

International Forfatterscene: Siri Hustvedt (US) i samtale med Lotte Folke Kaarsholm

Tid
19:00 - 20:30
Pris
Billet: Gratis
Sted
Risskov Bibliotek
Fortebakken 1
8240 Risskov
Pavillonen
Livestream: Samtale med den amerikanske forfatter Siri Hustvedt. Live fra Dronningesalen i Den Sorte Diamant

Oplev den prisbelønnede forfatter Siri Hustvedt i en samtale om sorg, erindring og kærlighed med Lotte Folke.

Siri Hustvedt er en af New Yorks prominente forfattere og intellektuelle. Med en imponerende spændvidde skriver hun både om feminisme, kunst, filosofi, historie, psykologi og neurovidenskab. Nu er hun aktuel med erindringsværket "Genfærd. En kærlighedshistorie" om sit livslange forhold til sin nu afdøde mand Paul Auster. I 2024 døde Paul Auster, som udover at være hendes store kærlighed også var forfatterkollega gennem mere end 40 år.
 

Et erindringsværk om sorg og kærlighed
Når Siri Hustvedt er gæst på International Forfatterscene, vil hun fortælle om arbejdet med at skrive erindringsværket "Genfærd. En kærlighedshistorie", som er hendes mest personlige værk til dato. En rørende og intim meditation over sorg, erindring og vedvarende kærlighed. Bogen er et kludetæppe af minder fra parrets liv sammen: dagbogsoptegnelser, noter, e-mail-korrespondancer og kærlighedsbreve, der fletter sig sammen til en øm og kraftfuld fortælling om et mangeårigt samliv.
 

Medvirkende
Siri Hustvedt
Siri Hustvedt (f. 1955) er kendt for at skrive stemningsfyldte og intelligente fortællinger. Hun har en Ph.d. i engelsk litteratur fra Columbia Universitet, og har som forfatter udgivet romaner, essays, flere værker inden for faglitteratur og en digtsamling. Hun er kendt for sine intime personportrætter – ikke mindst af kunstnere i New York.
 

Lotte Folke Kaarsholm
Lotte Folke Kaarsholm er opinionsredaktør på Politiken og tidligere vært i Deadline på DR. Før det var hun redaktionschef på Information, hvor hun startede sin vej ind i journalistikken med at være anmelder og kulturreporter. Hun er også kandidat i litteraturvidenskab og har interviewet forfattere fra mange forskellige lande.