Børn

Kalder alle nysgerrige detektiver!

I denne hyggelige graphic novel kan læserne hjælpe til med efterforskningen ved at løse opgaver og gåder. Bogen byder også på fakta om planter, bestøvning og bier som er fint vævet ind i fortællingen.

Af Sofie Amalie Sonnichsen

Velkommen til Bjørneby hvor den pensionerede mesterdetektiv Bjørnlock Holmes og hans barnebarn Iris bor. Byens sjældne agaveplante skal til at blomstre for første gang i 100 år – men pludselig er den forsvundet fra Botanisk Have. Det bliver straks en sag for Bjørnlock Holmes da kriminalkommissær Hoplund (som sædvanlig) falder i en dyb søvn ved efterforskningens begyndelse. 

Planten er ikke det eneste som er pist forsvundet. Biavler Vifred Bisses elskede bidronning Bibi er pludselig også borte og den ældgamle honningkrukke på museet ligner mest af alt bare en ganske almindelig tepotte. 

Efterforskningen fører mesterdetektiven og hans barnebarn rundt i hele Bjørneby – både over og under jorden. Grundet sagens kompleksitet har de undervejs brug for læsernes hjælp. I løbet af historien kan læserne løse 15 opgaver som fører makkerparret nærmere sagens opklaring og tættere på gerningspersonen bag det hele.  

Iris og Bjørnlock Holmes – mysteriet om den forsvundne blomst er en virkelig flot graphic novel som rammesætter den hyggeligste læsestund, da den indeholder et spændende detektivmysterie iblandet naturvidenskab og opgaver til læseren, som kan løses i takt med handlingen.

Bogens opgaver og gåder varierer i udtryk med b.la. labyrinter, kodeaflæsninger og opgaver, hvor de rette objekter skal spottes. Opgaverne er tilpas lette i sværhedsgrad, så opgaveløsningen tager hverken overhånd eller fylder for meget i forhold til selve fortællingen. Som supplement til handlingen fungerer opgaverne derfor godt som et ekstra hyggeligt element.

Jeg er vild med hvordan de naturvidenskabelige fakta flettes ind i historien. Det får Bjørneby til at fremgå lidt mere levende og ægte, når dens indbyggere ganske kort introducerer os til b.la. agaveplantens anatomi, biers bestøvningsproces og hvordan honning dannes i bistader. Det er desuden informationer som er relevante for den overordnede historie så det bidrager godt til oplevelsen. 

Det er en virkelig dejlig bog som udgør en rigtig hyggelig, underholdende og engagerende læsestund for børn fra 7 år af og deres voksen, hvor opgaverne og gådernes løses i fællesskab. Det er desuden en graphic novel som også kan benyttes til selvlæsning for børn i alderen 10-11 år.

Detaljer:

Graphic Novel
Titel: Iris og Bjørnlock Holmes – mysteriet om den forsvundne blomst
Forfatter og illustrator: Kristyna Litten
Forlag: Turbine
Emneord: mysterier, detektiver, bjørne, blomster, bier, honning