Danmarks første kvindelige kriminalbetjent
- Tid
- 17:00 - 19:00
- Pris
-
Billet: 50 kr.
- Sted
-
Hovedbiblioteket
Hack Kampmanns Plads 2,
8000 Aarhus C - Lille sal
Bibliotek
HovedbiblioteketEllen Jensen-Saltø skrev historie, da hun i januar 1920 blev Danmarks første kvindelige kriminalbetjent, ansat i Københavns Politis Drabs- og Sædelighedsafdeling for især at være med til at opklare forbrydelser mod børn, unge piger og kvinder.
Hjemme igen efter en meget lang Europarejse mødte Ellen i efteråret 1914 en barndomsven og politimand, som fortalte hende om et kæmpestort ambitiøst og vigtigt politiprojekt. Fra det øjeblik var intet længere det samme i hendes liv.
Forfatter og tidligere kriminalinspektør Frode Z. Olsen har skrevet bogen om Ellen Jensen-Saltø, og fortæller om hendes liv og lange tjeneste i politiet, hvor hun var med til at efterforske og opklare utallige drab og seksualforbrydelser helt frem til sin pensionering i 1952. Ellen deltog i de fleste af sin tids alvorligste drabssager, bl.a. Dagmar Overby-sagen og Damhusmordet, og hun blev ofte under krævende forhold sendt på sager i provinsen, også til Århus og omegn, f.eks. i isvinteren 1921, hvor hun sammen med en kollega kom med tog til Århus for at opklare en formodet voldtægt af en bortløben 12-årig pige.
Den enestående historie om pioneren Ellen Jensen-Saltø er også en spændende fortælling om samfundsudviklingen i Danmark i en periode, hvor industrialisering medfører store forandringer, folk flytter fra land til by, kvinder får valgret, domstole og politi gennemgår en stor og vigtig reform, og landet gennemlever to verdenskrige. Ved sin pensionering i 1952 blev Ellen Jensen-Saltø lige så enestående hædret med Ridderkorset.