Velkommen til Kitty City
Lulus hemmelighed af Inga Steinmetz
Af Jette Holmgaard Greibe
Resumé
Lulu er en næsten almindelig pige, som bor i en lille landsby, der er så lille, at her kun bor 31 mennesker, 310 køer, men mindst 3.000 markmus. Hun bor sammen med sine forældre, og hun elsker at tegne. Hendes største drøm er at komme til storbyen Kitty City, hvor alle indbyggerne er katte! Engang var de alle mennesker, men da en forkælet prinsesse nægtede at læse højt for katten Landstryger, forvandlede katten, der i virkeligheden var en fe, hele kongeriget til katte! Det fik de snart vendt til en fordel, og nu er hovedstaden Kitty City drømmebyen, som alle vil bo i, for den er fyldt med spændende gader, caféer, jobs og drømme.
Lulu rejser nu til Kitty City iklædt sit kattekostume og med højt humør, men byen viser sig snart at være noget anderledes, end hun troede. Lulu kan ikke læse kattenes skrift, hvilket betyder at hun hverken kan tage bussen eller læse menukort, og derfor isolerer hun sig, for ikke at virke dum. Når hun går i parken, sidder kattene på bænke, men de er placeret oppe i træerne, og selvom Lulu arbejder ikke mindre end tre steder, i jobs hvor hendes mangler føles mindre udtalte, presser både hendes udlejer og byen hende hele tiden. Lulus ensomhed vokser, sammen med følelsen af intet at være værd. Men da hun afvises af en arbejdsgiver, for at være for trist, og da hun et andet sted bliver snydt for sin løn, bryder Lulus verden sammen.
Men så får hun arbejde i Hr. Pruskels rullende køkken, og nu forandrer alt sig! Hr. Pruskel behandler Lulu meget omsorgsfuldt, selvom han godt kan mærke, at hun har en hemmelighed, hun ikke vil afsløre. Det betyder også, at hun nu endelig tør bede om hjælp. Sammen med sin nye ven Snuggi beslutter Lulu, at vil hun lære at læse. Og nu går det godt. Indtil hun får en ny kollega, der kun er ude på at lave problemer…
Mine overvejelser
Historien viser, hvor handlingslammet man kan være, når at er ked af det, men den viser også, hvor vigtigt det er at blive set, i stedet for at blive dømt, og i hvor høj grad anerkendelse kan flytte mennesker. Fortællingen handler også om, hvordan det er at være ordblind. Uden at det på nogen måde er spredt ud over siderne. Bogen er en fortælling om at have modet til at gøre noget helt nyt, og ikke tabe det mod undervejs.
Bogen vil, med sine fine katte, tiltrække mange læsere i forskellige aldersgrupper.
Forfatter & illustrator
Inga Steinmetz tilbragte selv en måned i Tokyo, så hun ved lidt om, hvad det vil sige at være ude af stand til at forstå, hvad der foregår omkring sig.
Det er en virkelig sød grafiske fortælling med fine detaljer. Inga Steinmetz’ karaktererne er enkelt tegnet, men alligevel særdeles udtryksfulde og afkodelige. Baggrundene er ikke så detaljerede, men rummer både blødhed og lyse toner, der gør, at man får helt lyst til at flytte med Lulu til Kitty City.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Lulus hemmelighed
Forfatter & illustrator: Inga Steinmetz
Forlag: Bogoo
Emneord: katte, ensomhed, mod, ordblind