Børn

Dyrenes anatomi af Jess French

Vidste du at en kamæleons tunge kan være dobbelt så lang som dens krop, eller at en blåhvals hjerteslag vha. sonar kan høres 32 km væk? Jeg vidste heller ikke at søheste hverken har tænder eller mave, eller at en elefant har ’lyttefødder’? Alt dette ved jeg nu, efter at have læst denne spændende bog!

Af Tiril Mark Høj

Jess French undersøger både fællestræk hos dyr, der stammer fra nært beslægtede grupper, samt forskelligheder hos andre. For at bedre at kunne forstå slægtskaberne, kan man kaste et blik på ’Livets træ’, der på overskuelig vis, illustrerer disse. 

Forfatteren fortæller, hvorledes habitater kan være medvirkende til ændringer i anatomi, at pingviner har osteosklerotiske knogler, som er tætte og solide, men hvis de havde pneumatiske knogler, som en grønspætte, ville de flyde ovenpå vandet! 

Vi ser, hvordan forskellige dyrs ’hænder’ ser ud. Det er nemlig langt fra alle dyr, der har hænder! Nogle har i stedet poter, luffer, kløer eller måske klove eller hove, og nogle dyr kan flyve, vha. deres ’hænder’. Andre benytter deres hale, tunge, læber eller snabel som gribeværktøj. 

Vi ser også på pupper, tentakler, boglunger, spirakler og meget meget mere. 

Bogen indeholder ni kapitler, der handler om skeletter, muskler, kredsløb, respiration, fordøjelse, sanser, reproduktion, integument (hud) samt hvirvelløse dyr. Alt er særdeles fint forklaret af Jess French, som har undersøgt, hvordan det er muligt for dyrene at udføre daglige ekstraordinære bedrifter. Lige fra at trække vejret under vandet til at flyve. 

Bogen er fyldt med fine detaljerede illustrationer af dyrenes biologi, fra uglens følsomme ører, til en skildpaddes hårde skal, eller insekters usædvanlige øjne. Alt sammen ledsaget af flotte fotografier, der er kombineret fine illustrationer, som bla. viser tværsnit af, hvordan hver art ser ud indeni, samt farverige diagrammer, der hjælper med at understøtte forståelsen. Virkelig smukt!