Lou! 1. – Sære dagbog… og Tæl til ti i smug

Lou! 1. – Sære dagbog… af Julien Neel

”Da min datter lider af en sjælden arvelig sygdom, bedes hun fritaget for idræt resten af hendes skolegang.”

12-årige finurlige Lou bor i lejlighed med sin mor og deres lille kat. Sidstnævnte stod pludselig en nat udenfor Lous vindue, og den har siden været højt elsket. Lous mor spiller virkeligt mange computerspil, selvom hun for det meste foregiver at skrive på en bog. Indimellem tager hun sig gevaldigt sammen, og forsøger at være definitionen på ’en rigtig mor’. Og Lou elsker hende, lige som hun er. Lou har aldrig kendt sin far. Hendes forældre mødtes som ret unge, og da hendes mor blev gravid, ville hun beholde barnet, men hendes far synes slet ikke, at han var klar til at være far. Lou er bedste veninder med Mina, hvis forældre er ved at blive skilt. Hver dag holder Lou øje med Tristan, der bor overfor, og som hun er ret forelsket i (også selvom hun opdager, at han indimellem piller bussemænd!) Da Richard flytter ind i lejligheden ved siden af dem, håber Lou, at hendes mor måske kan blive kærester med ham, men både hendes mor og Lou selv, er virkelig dårlige til at være kærester med nogen. De begge siger eller gør virkeligt pinlige ting, så ethvert skridt de tager i kærlighedslivet, ender med at gå galt eller i stå! Tingene bliver ikke bedre, da Lous mormor kommer på besøg. Umærkeligt kan man alligevel fornemme udvikling i både Lou og hendes mors liv, selvom de umiddelbart ikke selv kan se det. 

Lous dagbog er ganske enkelt bedårende, og handler om Lou, der fortæller om sine daglige oplevelser i en række tegneseriepaneler. Hendes mor er afhængig af at spille computer, Lou og hende er begge ulykkeligt forelskede, men Lou har heldigvis sin bedste veninde Mina, der normalt er lidt gnaven, men som heller ikke bange for at sige sin mening til Lou om en række forskellige ting. Historien indeholder masser af humor, og flere små referencer, eks. til Mario fra Nintendo. 

Fortællingen er en coming of age- historie, men viser samtidig en omvendt verden, hvor Lous mor sidder klistret til en spillekonsol, fortæller gyserhistorier, Lou allerede kender, og som keder Lou, til halloween, så moren ender med at måtte sove hos Lou (igen), fordi hun selv er skræmt til døde over sine egne fortællinger. Da Lous mormor melder sin ankomst, kritiserer hun alt! Både sin datter, barnebarn, katten, lejligheden, naboen mv., men på vej hjem i toget kigger hun på polaroidfotoet, som Lou tog af dem alle, og bliver rørt. 

Lous mor er tegnet med et forrygende pandehår, der dækker hendes øjne, som desuden også er væk bag et par store briller. Der er også nogle paneler, dedikeret til en mand, som kunne være Lous far, som kigger længselsfuldt ud af et vindue, selvom en familie bag ham, kalder på ham. Der er flere forskellige uafsluttede eller påbegyndte historier, der kalder på bind to. Der er benyttet masser af vidunderlige pastelfarver, og tegneserien ligner en helt uimodståelig omgang blandet slik. Jeg elsker det! 

Tæl til ti i smug af Laura Lähteenmäki 

”Hun var ikke dårligere end de andre. Det var hun ikke.”

My bor sammen med sin mor, og næsten alle weekender samt ferier tilbringer de hos bedstefar, der bor på landet, blot en time væk. My er femte hjul i gruppen, der kalder sig ’Pebermyntepigerne’, selvom hun udmærket ved, at ingen biler har mere end fire hjul. To af pigerne Vivi og Hedvig er for det meste søde, men Camilla og særligt Ada, er ret modbydelige overfor My. Hun er desuden også ret træt af, at hendes mor er begyndt at date. En dag møder My drengen Lasse i skoven. Han bor hos sin far i nabohuset af og til, så fra nu af, hver gang det er muligt, leger de vidunderlige fantasifulde sammen. De andre piger kan ikke forstå, at My ’leger’, og de griner af Lasse, en dag hvor de tilfældigt ser ham ved stranden. My bliver mere og mere ligeglad med, hvad de andre siger, men en dag er Lasse væk! Da My tager ud til hans hus, er der ingen. 

”Da My omsider rejste sig op, fulgte huset med hende. Det hang på hendes ryg og tyngede hende ned.” 

Oveni oplever hun, hvorledes bedstefar sygner hen, og hendes mor derfor er enormt ked af det. Hvordan skal verden nogensinde blive til at holde ud igen? 

”Da My var mindre, havde ulvetimen skræmt hende fra vid og sans, og hun havde været sikker på, at en ulv med gule tænder ville komme snigende om natten for at iagttage hende, mens hun sov.”

Det var simpelthen så dejligt at opleve, hvorledes Laura Lähteenmäki formår at sætte ord på de velkendte følelser fra barndommen, samt beskrive tingene, som de var. Eks. da Pebermyntepigerne alle fem ligger sammen med: 

’lemmerne slænget over hinanden og indpasset i sofaens vinkler.” 

Forfatteren beskriver de mange små iagttagelser børn gør på så overbevisende måde, at læsningen føltes særdeles vedkommende, også for en voksen. Hun har indfanget følelserne, hvor man både ønsker at være barn og voksen, og hun er dygtig til at ramme den rette stemning hos sin læser; 

”Siden hendes mor var kommet hen til døren og havde fortalt om bedstefaren, var der gået mindre end et halvt minut. Det var virkelig kort tid, og den tid indeholdt utroligt meget.” 

My skifter imellem at blive irriteret over hendes mors måde at tale til hende på, og være overbærende, fordi hun forstår. 

Det hele er rasende godt beskrevet, og det her er den type bog, som alle børn fra ca. 10 år burde læse, for bedre at forstå sig selv.