Klassiker smukt illustreret og genfortalt
Den smukke romantiske fortælling danner rammen for An Leysens magiske illustrationer.
Af Tiril Mark Høj
Selvom historien foregår i juletiden, er magi heldigvis eviggyldig og allestedsnærværende.
Eventyret er oprindeligt fra 1816, og blev for alvor kendt, da det blev opført som ballet med Tjajkovskijs musik i Skt. Petersborg i 1894 under samme navn.
Børnene Clara og Fritz glæder sig til juleaften. De står og betragter det smukke juletræ med pynten og alle gaverne under. Med et ringer dørklokken, og deres elskede Onkel Drosselmeier er ankommet. Han laver altid de smukkeste gaver til børnene, og i år får Fritz en hær af tinsoldater, mens Clara får den fineste nøddeknækker med store venlige øjne.
Da natten kommer, har Clara svært ved at sove, og pludselig kan hun høre knirken og puslen overalt i værelset. Det viser sig at være en kæmpe hær af mus, under ledelse af en ondskabsfuld Musekonge, der marcherer gennem værelset. Da Clara er allermest bange, kan hun pludseligt høre nøddeknækkeren råbe; ’Angrib!’ Sammen med Fritz’ legetøj bekæmper de musehæren og kort efter har nøddeknækkeren slået Musekongen ihjel! Og derefter fortæller han Clara sin historie. Han har nemlig ikke altid været en nøddeknækker -
An Leysen står bag genfortællingen af det gamle eventyr, og hun har også illustreret billedbogen. Fortællingen alene er fyldt med fantasi og magi, mens den bevæger sig mellem drømme og virkelighed, der eksisterer side om side. Men hendes illustrationer…. De er virkelig af en anden verden! Drømmende, romantiske og helt helt vidunderlige. Yndige, romantiserede børn med store hoveder, nøddeknækkeren med levende øjne og et juletræ så smukt, at man bliver helt misundelig.