Klimacafe1: Lægemiddelstoffer i havmiljøet
- Tid
- 17:00 - 19:00
- Pris
-
Billet: Gratis
- Sted
-
Hovedbiblioteket
Hack Kampmanns Plads 2,
8000 Aarhus C - Rampen
Danmarks havmiljø er allerede hårdt belastet af miljøfarlige stoffer som tungmetaller, PFAS og andre industrikemikalier. Faktisk vurderes mere end 98 % af de danske havområder ikke at være i god kemisk tilstand.
Men der er en mindre kendt form for forurening, som også finder vej til vores vandmiljø: medicinrester.
Når vi tager smertestillende medicin, antidepressiver, kolesterolsænkende midler, diabetesmedicin og mange andre lægemidler, udskilles en del af stofferne igen gennem urin og afføring. Rensningsanlæggene kan ikke fjerne alle disse stoffer, og derfor ender de i åer, fjorde og havet.
Konsekvensen er, at fisk, muslinger, krebsdyr og andre vandlevende organismer udsættes for et konstant mix af lægemiddelstoffer. Da lægemidler er udviklet til at påvirke biologiske processer, kan de også påvirke dyr i naturen. Forskning viser blandt andet ændringer i adfærd, vækst, reproduktion og fødesøgning.
Hvilke konsekvenser har det for biodiversiteten og økosystemernes sundhed? Og hvad kan vi gøre for at begrænse udledningen af lægemidler til miljøet?
Foredragsholder er Henriette Selck, professor ved Roskilde Universitet og senior konsulent ved Tænketanken Hav. Hun giver et aktuelt og forskningsbaseret indblik igennem konkrete eksempler fra dansk og international forskning.